Online Kjolegrundforms Kursus Sy Nu Produkt Billede

Kjolegrundforms kursus

Kjolegrundformen Forside Banner Top Sy Nu Online Kursus

Velkommen til Kurset om Kjolegrundformen

Vi skal konstruere en kjolegrundform HELT fra bunden af.

I dette kursus, får du simpelthen mulighed for at lære, hvordan man laver en kjolegrundform, fra start til slut.

Hvordan du tager mål, hvordan du tegner den, og hvordan du tester den i papir.

Så har du en grundform, der kan bruges til alverdens konstruktioner. Det er næsten ubegrænset, hvad du kan konstruere ud fra en kjolegrundform.

Og bonus er, at den kommer til at sidde rigtig flot på dig. Og alt hvad du laver ud fra den, kommer til at sidde rigtig godt på dig.

Herunder, kan du se, via video, tekst og illustrationer, hvordan det gøre.

Jeg håber du får en masse ud af det. 🙂 Så har jeg bare tilbage at sige….

Rigtig god fornøjelse.


Hvad er en kjole grundfom?

En kjolegrundform er et basis mønster på en kjole. Det er en grundform, der lægger til grund for følgende modeller:

  • Kjoler
  • Bluser og skjorter
  • Jakker og frakker
  • Korsetter og korsager
  • BH-er

Du kan konstruere et væld af modeller ud fra en kjolegrundform. Og disse modeller vil følge din krops former, fordi den er konstrueret ud fra netop dine mål.

Kjolegrundformen konstrueres ud fra en idé om, at den skal opsyes i fast stof. Så der er en smule bevægelsestillæg i konstruktionen. Derfra kan man altid tilføje eller trække fra, alt efter hvilke modeller og materialer man vil bruge.

For at kunne konstruere, skal vi bruge nogle mål til at tegne vores kjolegrundform.

Her vil jeg bruge målene fra min model, Janne, så vi har nogle virkelige mål at gå ud fra.

Vær opmærksom på, at der kan være små forskelle i mål og tal her og i vidoerne, da kjolegrundformen er konstrueret 2 seperate gange.

Lidt information om teksten og illustrationerne:

  • Punkter, der er røde på tegningerne, er markeret med FED skrift i teksten.
  • ÷ er et minus tegn.
  • / er et dividere tegn.
  • Stiplede linjer er hjælpelinjer (set bort fra den sidste røde, på ærmet).
  • En vinkellinje er en linje, der går vinkelret udfra en eksisterende linje.
  • Bevægelsestillæg er ekstra centimeter, der tilføjes til dine reelle mål, så du kan bevæge dig i tøjet.
  • SS = Sidesøm
  • SF = Samlemærke Foran
  • SB = Samlemærke Bag
  • De tal, som jeg har målt på modellen, er skrevet med kursiv i teksten. Det er her, du indsætter dine egne mål.

—–

Herunder kan du downloade kjolegrundforms-kursets tekster og illustrationer, i PDF-format, som du kan have ved din side, når du ikke lige er ved computeren.

Målskema + vejledning til måltagning

Kjolegrundforms kompendie


Måltagning

Det kræver en lille bitte smule overvejelse, inden man skal tage sine mål til en kjolegrundform.

Det er vigtigt at have “det gode undertøj” på. For eksempel er en BH, som du er tilfreds med, vigtig, da det vil have en konsekvens for, hvor brystpunktet på kjolegrundformen kommer til at sidde.

Dét du skal bruge til måltagning her, er:

  • Et målebånd
  • En elastik eller anden snor, du kan bruge som taljebånd
  • Et stykke papir, foldet på langs
  • Målskemaet <-download PDF (åbner i nyt vindue)
  • Blyant og viskelæder
  • Lommeregner

Så find det gode undertøj frem, og ovenstående værktøj. Sæt videoen igang, og tag dine mål, en for en.

Det var første del af måltagningen.

For at sørge for, at vi har de korrekte mål, kan vi regne et par kontrolmål ud, og fiks-fakse, hvis der skulle være noget, der ikke passer.

Det er de nederste dele af målskemaet.

Som du måske kan se i videoen, kan det være en god idé at tage målene et par gange, indtil du finder frem til et mål, der ligger fast. Der skal ikke meget holdnings-skift til, før vi får helt andre mål – så det er vigtigt at du står så afslappet, og “som du plejer”, som muligt.

Jeg vil gennemgå konstruktionen ved hjælp af Jannes mål.

Her er oversigten over målene, og forkortelserne.

De mål, der står med kursiv, er Jannes mål. Der skal du indsætte dine egne.

  • BV Brystvidde = 117,5 cm
  • TV Taljevidde = 95,5 cm
  • HV 1 Hoftevidde 1 = 112 cm
  • NABR Nakkebredde = 7,9 cm (udregnes: (1/10 af 1/2 BV) + 2 cm)
  • RH Ryghøjde = 21 cm
  • RL Ryglængde = 43,5 cm
  • HOD Hoftedybde = 22,5 cm
  • NDL Nederdelslængde = 60 cm
  • BRH 1 Brysthøjde 1 (fra nakkepunktet midt bag, og ned til spidsen af brystet) = 41 cm
  • BRH 2 Brysthøjde 2 = 32 cm
  • FORL 1 Forlængde 1(fra nakkepunktet midt bag, og ned til taljen) = 58 cm
  • FORL 2 Forlængde 2 = 49,5 cm
  • RB Rygbredde = 39,5 cm (ved konstruktion anvendes 1/2 RB = 19,8 cm)
  • BB Brystbredde = 51,5 cm (ved konstruktion anvendes 1/2 BB = 25,8 cm)
  • ÆGB Ærmegabsbredde = 15,5 cm (ÆGB inkl. tillæg – udregnet: 1/2(OAV + 4) ÷ 5,5cm)
  • SKB Skulderbredde = 13 cm
  • ÆRL Ærmelængde = 63 cm
  • OAV Overrmsvidde = 38 cm
  • HÅNDL Håndledsvidde = 17 cm (over hånden/knoerne = 23,5 cm)

Når vi nu har vores mål, så kan vi begynde at konstruere kjolegrundformen.

Det er vigtigt at pointere, at enhver kjolegrundform, der er lavet ud fra egne mål, bliver unik. Så hvis dine streger ser anderledes ud, end dem jeg har tegnet her, så må du ikke fortvivle. Vi er alle unikke, og det er derfor det er så skønt at få lavet sig en kjolegrundform. 😉

Live optagelser fra facebook, hvor jeg viser, hvordan jeg måler på mig selv. 🙂


Konstruktion af for- og bagstykke

Så kan vi komme igang med at konstruere! Herunder kan du følge med i, hvordan jeg har konstrueret Jannes kjolegrundform – i tekst, video og illustrationer – trin for trin. Der er små forskelle i målene på illustrationerne og videoerne. Jeg har delt det op i tegninger, og lavet en video til hver tegning. Hvis der er spørgsmål til konstruktionen, skriv i kommentarfeltet herunder eller skriv i vores facebook gruppe. Lad os komme igang. 🙂

Tegning 1

Start med at tegne en lang lodret streg på højre side af mønsterpapiret – dette er vores grundlinie, hvor toppen af linjen er punkt 1. Langs med denne afsætter vi følgende punkter:

Punkt

1-2 RH (21 cm)

1-3 RL (43,5 cm)

3-4 HD (22,5 cm)

3-5 NDL (60 cm)

Fra alle punkterne trækker vi vinkelrette linjer ud mod venstre.

3-6 2 cm

4-7 2 cm

Tegn en linje fra punkt 1-6, og fra punkt 6, gennem punkt 7 og ned til bunden, hvori punkt og punkt 9 opstår, .

Tegning 2

Punkt

9-10 1/2 RB (19,8 cm)

10-11 2/3 af ærmegabsbredde (10,3 cm)

Fra punkt 11 og mod venstre, laver vi et mellemrum mellem for- og bagstykket på 10- 12 cm (11a). Jeg har valgt 10 cm, da modellens hoftevidde ikke er større end brystvidden. Hvis du har meget brede hofter i forhold til brystvidde, kan det være en fordel at bruge 12 cm mellemrum, for at undgå at for- og bagstykket kommer til at overlappe i konstruktionen.

11a-12 1/3 af ærmegabsbredde (5,2 cm)

12-13 1/2 BB (25,8 cm)

13-9 En vigtig kontrol:

Mål fra punkt 13 – 11a + punkt 11 – 9

Mellem disse to punkter, skal der være 1/2 BV + tillæg. Når dette måles, skal mellemrummellem punkt 11-11a springes over – dvs. ikke måles med.

13-14 1/10 BV + 0,5 cm (12,3 cm)

Så kan vi tegne samtlige lodrette vinkellinjer:

Rygbreddelinjen fra punkt 10 og op og ned til hoftelinjen.

Ved punkt 11 og 11a tegner vi ned til hoftelinjen.

Ved punkt 12 en vinkellinje op og ned til hoftelinjen.

Ved punkt 13 og 14 vinkellinjer opefter og helt ned til underkanten.

Tegning 3

Punkt

1-15 NABR ÷ 0,5 cm (7,4 cm)

15-16 2 cm halshulshøjde vinkelret op, hvorefter nakkerundindingen kan indtegnes.

17-18 1-1,5 cm ned – jo større tal, jo mere skrå bliver skulderen. Jeg har valgt 1 cm, da modellens skuldre ikke er meget skrå.

16-18 Skuldersømmen indtegnes.

18-19 Her forlænges skuldersømmen 1 cm ud over rygbreddelinjen.

Højden 10-18 måles og halveres, og der tegnes en vandret hjælpelinje fra midten, ud til den lodrette grundlinje. Dette er en hjælpelinje, og har ikke et punkt.

10-20 1/4 af højden fra punkt 10-18

20-21 1,3 cm vinkelret mod venstre (dette er et standard tal)

12-22 Det samme som punkt 10-20

12-23 Som højden i ryggen fra punkt 10-18 ÷ 2 cm

Med punkt 12 som centrum (C) tegnes en lille cirkelbue til højre fra punkt 23.

24-25 FORL 2 (49,5 cm)

25-26 BRH 2 (32 cm)

Med punkt 26 som centrum (C) tegnes en lille cirkelbue til højre fra punkt 25.

Tegning 4

Punkt

23-27 1/10 halv BV (5,9 cm)

27-22 Hjælpelinje indtegnes, som vi vil bruge til at tegne ærmegab ud fra.

27-28 Her afsættes det samme mål som ryggens skulderbredde (punkt 16-19) ÷ 1 cm. Tegn evt. en lille cirkelbue med punkt 27 som centrum, så du er mere præcis med at ramme punkt 28.

Derefter kan ærmegabet indtegnes i overensstemmelse med tegningen.

Fra halshullet i forstykket indtegnes en vinkellinje fra punkt 25 ud til midt for linjen, og så har vi punkt 29 i hjørnet.

29-30 NABR ÷ 0,5 cm (7,4 cm)

29-31 NABR + 1 cm (8,9 cm)

Og fra punkt 29 på skrå i retning mod punkt 12, afsættes NABR + 0,3 cm (8,2 cm), og halsrundingen kan tegnes fra punkt 30-31.

Tegning 5

Punkt

28-32 Samme afstand som 30-25

Linjen 32-26 tegnes og måles og det samme mål afsættes fra 26-33

30-33 forbindes

34-35 1/4 TV ÷ 1 cm (22,9 cm)

35-36 1/2 TV + 2-4 cm (1/2 TV +2 cm = 49,8 cm) – husk at springe over mellemrummet (det samme mål som fra punkt 11 til 11a).De 2-4 cm er bevægelsestillæg – hvor meget du ønsker er en smagssag om, hvor løs din grundform skal være – jeg vælger 2 cm, fordi, det jeg godt kan lide at grundformen er så tæt som mulig – man kan altid konstruere sig til en løsere model.

6-36 Taljeviddeoverskuddet bag – dette fordeles på sidesømmen og indsnit i ryggen. Indtegning af indsnittene vises på tegning 6.

38-39 Det samme som afstanden fra punkt 34-35 + 2 cm. Hvis punkt 39 falder udenfor midt for, afsættes i stedet halvdelen af afstanden mellem punkt 35-37, fra punkt 39-41.

39-40 1/2 HV + 1,5-2 cm (1/2 HV + 2 cm = 58 cm)De 1,5-2 cm er bevægelsestillæg – jeg har valgt 2 cm, udelukkende af den grund, at jeg valgte 2 cm ved taljen også) .

Tegning 6

Taljeviddeoverskuddet foran fra punkt 35-37 tages væk i forstykket omkring punkt 24.

Viddeoverskuddet foran fra punkt 39-41 tages væk i forstykket omkring punkt 42.

Ved sidesømmen forhøjes taljelinjen 1 cm. Her indtegnes 1-2 cm af det konstaterede taljevidde overskud, alt efter hvor meget taljeviddeoverkud du har. Punkt 43 og 43a opstår

Har du mere end 7, kan du snildt tage 2 cm fra. Har du mindre end 7 cm, tages mindre. Resten fordeles på 2 indsnit på bagstykket.

Det største indsnit indtegnes med start ved (1/3 af 1/2 RB) + 1 cm fra midt bag (fra pkt. 6). Det må gerne være 2-3 cm i bredden. Det andet indsnit tegnes ved konstruktonslinjen (rygbreddelinjen), idet det bredeste sted, flyttes 1/2 cm op, som vist. Dette må gerne være 1-2 cm.

7-40 Mål hofteviddedifferencen, som fordeles, med halvdelen til hver side af de lodrette linjer i siden, 44 og 44a.

Skulderindsnit:

Den lodrette indsnitslinje ved skulderen på bagstykket, ligger alt efter størrelsen af BV, 3-5 cm fra nakkerundingsspidsen. Jo større brystvidde, jo større tal. Denne linje rammer den vandrette hjælpelinje, vi tegnede tidligere. I ryggens ærmegab fjerner vi 1,5, som en knibning, der så kan åbnes op til skulderen, hvor spidsen af indsnittet, rammer, hvor de to linjer krydser.

12-SF 1/4 ÆGB (3,9 cm)

(SF = samlemærke i ærmegab på forstykket + på ærmekuppel)

SB Punkt 21 (SB = samlemærke i ærmegab på bagstykket + på ærmekuppel)

Tegning 7

Skuldersømmen flyttes 1 cm fra forstykket til bagstykket, ved at du lukker det store indsnit foran midlertidigt. Enten ved at knibe det, eller ved at klippe op fra midt for, ind til punkt 26 (brystpunktet). Så tegnes der en ny skuldersøm foran, hvor vi trækker 1 cm fra, ved punkt 30 til 27, hvilket giver nye punkter 30a og 27a , og en ny skuldersøm bagpå, hvor vi tilføjer 1 cm ved punkt 19 til 16, som giver nye punkter 19a og 16a.

Tegning 8

Vi tjekker sømforløb ved ærmegab og halsrundingen. Vi tjekker om sømforløbene er jævne, og uden hakker. Hvis de er ujævne, rettes de til.

Sømforløb er, hvordan en søm er, når der er 2 sømme, der lægges sammen. I dette tilfælde, er det skuldersømmen, der sættes sammen, og så er sømforløbene her, halsrundingen og ærmegabet.

Tegning 9

Her er vist den færdig-konstruerede kjolegrundform, hvor skulder indsnittet bagpå, er flyttet fra ærmegabet til skuldersømmen.

Ved konstruktionen af en kjolegrundform efter personlige mål, kan det ske, at den, på kroppen målte, skulderbredde er mindre eller større, end den tegnede skulderbredde på konstruktionen. Dette er okay indtil vi skal til at rette til

Men skulderbredden må ikke ændres, før ved prøvning af det færdig-konstruerede mønster, da det ellers vil gribe ind i optegning af skulder og bryst indsnit på forstykket.


Konstruktion af ærmet

Når for- og bagstykket er færdigt, kan vi begynde på ærmet. Vi fortsætter med videoerne og illustrationerne herunder.

Ærmekonstruktion

Før optegningen af ærmet, skal vi lige bruge nogle ekstra mål:

ÆBG inkl. tillæg = 15,5 cm

ÆL = 63 cm

OAV = 38 cm

HÅNDL (over hånden) = 23,5 cm

ÆGH (ærmegabshøjde) = 18 cm (se opmåling nedenfor, tegning 10)

ÆGO (ærmegabsomfang) = 46,1 cm (se opmåling nedenfor, tegning 11)

Tegning 10

Mål af ærmegabshøjde (ÆGH)

For- og bagstykke måles som vist på tegning 10.

ÆGH bag = 19,1 cm ÆGH for = 16,9 cm i alt = 36 cm Halveres = 18 cm

ÆGH = 18 cm

Tegning 11

Mål af ærmegabsomfang (ÆGO)

Ærmegabsomfanget måles fra skulder til skulder, rundt i hele ærmegabet. Det er lettest at måle dette ved at vende målebåndet på højkant, så man kan følge kurverne.

ÆGO = 46,1 cm

Og nu til konstruktion af ærmet.

Det kan være en fordel at skrive de ovennævnte mål på mønsterpapiret et sted, så de er lige i nærheden.

Tegning 12 – ærmekonstruktion

Start med at tegne en lodret grundlinje lidt til venstre på mønsterpapiret. Øverste punkt på linjen er punkt 1.

Punkt

1-2 2/10 ÆGB + 0-1 cm (3,1 cm, jeg har ikke brugt tillæg) – Er der tillæg her (op til 1 cm), bliver ærmekuplen mere flad. Det kan være en god idé at tilføje tillæg, hvis der konstrueres til en større overarm, da kuplen så bliver fladere.

1-3 ÆGH (18 cm)

2-4 ÆL fra toppen af skulderen (63 cm)

4-5 2 cm

3-6 (1/2 afstand mellem punkt 3-5) ÷ 1 cm (22 cm)

3-SF 1/4 ÆGB (3,9 cm)

Tegning 13 – ærmekonstruktion

Vinkellinjer tegnes som vist på tegningen mod højre, fra punkt 2, 3, 6 og 4.

Punkt

SF-7 1/2 ÆGO ÷ 0,5 cm (22,6)

En vigtig kontrol:

fra punkt 2-7 skal der minimum være 1/2 afstand af OAV + 4cm (21 cm)

(Målet halveres, fordi vi tegner et halvt ærme, der senere bliver udkopieret til et helt ærme, og derved er der også et minimum, så vi er sikre på at armen kan være i ærmet).

Så hvis det er mindre, må du gå ud fra kontrolmålet, og flytte punkt 7. Hvis punkt 7 ikke flyttes, bliver det færdige ærme for smalt (kun hvis kontrollen viser, at det er nødvendigt, og det er det i dette tilfælde).

Der vinkles ned fra punkt 7, og punkt 8 og 9 opstår.

2-10 (1/2 afstand af punkt 2-7) + 1 cm

11 1/2 afstand af punkt 2-10

8-12 (1/2 afstand af punkt 3-8) + 1 cm

7-13 1/4 ÆGB + 0,5 cm (4,4 cm)

Tegning 14 – ærmekonstruktion

Træk en hjælpelinje fra SF til punkt 11. Find midten af denne linje, og vi har punkt 14.

Det tegnes hjælpelinjer fra punkt 10-14 og 10-13.

Ved punkt 13, måles de 0,5 cm ind på den optegnede hjælpelinje, og punkt 13a opstår.

Hjælpelinje tegnes fra punkt 12-13a.

Punkt

6-15 1,5 cm

5-16 1,5 cm

9-17 1 cm

16-18 1/2 HÅNDL (11,8 cm)

17-18 Forbindes

Tegning 15 – ærmekonstruktion

Tegn ærmekuplen op i overensstemmelse med tegningen, ved hjælp af hjælpelinjerne.

Målet fra SF til sidesømmen (SS), kopieres fra forstykket, som vist på tegning 15a.

Tegn ærmets sidesøm op som vist, ved hjælp af målet fra SF-SS. Mål afstanden mellem punkt SF-SS, og overfører målet ud fra punkt 15, og du får punkt 19, og ud fra punkt 16, og du får punkt 20.

Forbind punkterne SS-19 og 19-20 – dette er ærmets sidesøm.

Tegn samlemærker på sidesømmen, 10 cm over og under punkt 19.

Tegning 16 – ærmekonstruktion

Nu kan vi udkopiere ærmet til et helt ærme.

Hvis du kan se linjerne gennem papiret, kan du blot tegne med en blyant, ellers kan du bruge et spore-hjul til at udkopiere med.

Når ærmet skal udkopieres, foldes linjen SF-15 først, og sidesømmen (SS-19), samt forreste ærmekuppel (SF-SS) udkopieres på det foldede mønsterpapir. Fold ud igen, og fold nu påny i linjen 15-16, og resten af sidesømmen (19-20), samt bunden (16-20) udkopieres. Linjen har et knæk, derfor må der foldes to gange. Denne sidesøm vil derved blive en smule kortere end den ande sidesøm – dette damp-strækkes ved syning.

Husk samlemærkerne.

Udkopiering af bagerste del gøres ved at folde ved linjen 13-17 – fold hele mønsterpapiret her. Tegn nu sidesømmen (SS-20), samt bunden (18-20), og den bagerste ærmekuppel (13-SS) på det foldede mønsterpapir.

Husk samlemærkerne.

Når du skal til at klippe det ud i stof, er trådretningen vinkelret på albuelinjen gennem punkt 10.

SB bliver placeret ved at måle bagerste ærmegab på kjolegrundformen, fra punkt 11-21.

Dette mål + 1 cm, afsættes på ærmets kuppel, målt fra sidesømmen i højre side.

Tegning 17 – ærmekonstruktion

Overarmsvidden kan tjekkes, ved at måle ca. 5 cm under sidesømmen (SS), og hele vejen over. Dette skal være OAV + 2-4 cm).

Albue indsnittets spids kan flyttes 1 cm til højre, som vist. I dette tilfælde, skal indsnitsbenene rettes til, således at de er lige lange. Dette kan gøre hvis man vil “gemme” indsnittet længere bagud – det er ikke en nødvendighed.

Målet fra SF til skulder (punkt 27a) og SB til skulder (punkt 19a) måles på kjolegrundformens ærmegab, og overføres til ærmekuplen, idét der skal være et passende overskud i ærmekuplen – dette skal være 2-3 cm ekstra i forhold til ærmegabet.

Tegning 18 – ærmekonstruktion

Er der for meget, rettes det til som vist med stiplet linje, på tegning 18.

På min optegnede model, er der 6,3 cm i tilhold mellem de to punkter. Det er i 3,3 cm for meget.

Kuplen sænkes lidt ad gangen, indtil vi kan måle os frem til, at der max er 3 cm tilhold tilbage.

Når kuplen sænkes, bliver ærmelængden kortere, og det skal vi lige gøre noget ved også.

Den længde der er blevet taget af i toppen, kan tilføjes i ærmelængden over de øverste samlemærker, ved at klippe op i en vandret linje, og sætte mønsterpapir under ærmet, og sprede ærmet, indtil de ønskede antal cm er tilføjet. Jævn sidesømmene.

Vigtigt!

SF og SB punkterne flyttes vandret i ærmet – aldrig op og ned.

Her er også vist, at albueindsnittet kan flyttes ud til sidesømmen. Dette er blot et eksempel på hvordan indsnittet kan flyttes.

Tegning 19 – udkopieret ærme

Her er det udkopierede ærme.

Kuplen er rette til, og længden er justeret.

Trådretningslinjen er sat, så den ligge lige midt imellem de to punkter, der udgør tilholdet – så kan den også bruges som skuldersøms-samlemærke.Så er næste punkt, på dagsordenen, at rette kjolegrundformen til. 🙂


Tilretning og Konklusion

Tilretninger af kjolegrundformen i papir

Du kan hente tekst og illustrationer i PDF format her:

Kjolegrundforms kompendie 2 – Tilretninger

Når vi har konstrueret kjolegrundformen, er den ikke helt færdig.

Vi skal have prøvet den, og tjekket, om den nu også sidder helt som den skal.

Den skulle helst gerne sidde nogenlunde, som minimum, men vi tjekker den lige igennem i sømmene, ved at udkopiere den på noget nyt mønsterpapir, og klistrer den så sammen, så vi har en halv papirs kjole.

Vent med at klistre ærmet på kjolen.

Tag kjolen på, og gennemgå den fra toppen og mod bunden. Marker eventuelt ændringerne på din konstruktion, sideløbende.

Det skal lige siges, at det kan være svært at få tilretningerne til at være helt præcise, når man har papirs kjolen på, men dette kan rettes ordentligt til, når den er tilrettet, og klippet fra hinanden igen.

Her kan du se en liste over de ting, der kan være gode at gå igennem, for at se, om der skal rettelser til.

Sørg for at midt for og midt bag kan ramme modellens midt for og midt bag på kroppen – så ved at vi størrelse passer. Hvis det ikke er muligt at ramme midt for og midt bag, ved for eksempel brystvidden, kan vi tage lidt ud i sidesømmen. Klip klisterbåndet op, og kom lidt ekstra mønsterpapir under, og klister fast igen, når du har nået den ønskede vidde. Tegn, hvor sidesømme skal være i forhold til for og bagstykke. Det er fint med en markering på det ekstra stykke mønsterpapir – så tegnes det ordentligt ind, når resten er rettet på kroppen, og grundformen er kommet på bordet igen.

Så kan vi begynde at finjustere.

Halsrunding – er den for lille/stor? Hvis den er for lille, klippes den større. Hvis den er for stor, lægges mønsterpapir under, og tegnes ny halsrunding.

Skuldersøm og skulder. Er skråningen okay? Føles det som om at halsrundingen går ind mod halsen/skulderen, er skråningen for lige, og der knibes noget af skuldersømmen væk, ude ved den yderste del af skulderen. Hvis halsrundingen gaber, er skulderskråningen for skrå, og der åbnes op (fjern klisterbåndet) ved den yderste del af skulderen, og læg noget mønsterpapir under. Klister det fast, og tegn en ny skuldersøm, hvor du synes den ser ligest ud på skulderen.
Der klippes op i denne streg, når kjolegrundformen tages af igen.

Ærmegab. Skærer den ind mod armen, på forstykket, er der for meget forstykke. Tegn en ny ærmegab, hvor du synes ærmegabet skal være. Det er en vurderingssag, men den skal gerne følge der, hvor din arm kan bøje naturligt. Hvis du synes at det ser ud som om, at ærmegabet er for stort, kan du lægge noget mønsterpapir under, og tegne en ny ærmegab på dette, og klippe det resterende mønsterpapir væk.

På bagstykket, må det gerne gabe en lille smule, men ikke for meget. Indsnittet ved ærmegabet (eller skulderen, hvis det allerede er flyttet derop), kan sagtens flyttes. Spidsen skal helst ramme, hvor dine skulderblade skyder mest ud. Markér, hvor dine skulderblade skyder mest ud, med en blyant. Indsnittet kan flyttes, når du er kommet af papirs kjolen igen.

Hvis det gnaver for meget i armhulen, kan ærmegabet også uddybes lidt. Og hvis det er for dybt, kan du komme lidt mønsterpapir under, og gøre det mindre. Det skal helst sidde til, men ikke være ubehageligt.

Sidesøm. Er sidesømmen lige? Hvis den er for langt fremme, kan vi flytte den bagud, ved at tage 1 cm (mere eller mindre, alt efter hvor meget den er forskudt) fra bagstykket, og overføre det til forstykket. Omvendt, hvis den er for langt bagud, kan vi tage 1 cm (mere eller mindre), fra forstykket, og overføre det til bagstykket.

Hvis den er skæv – for eksempel ved en udstående mave, kan vi sprede for stykket, og knibe bagstykket. Det vises på en illustration herunder – tegning 5 og 6.

Indsnit. Indsnittene tjekkes, om de har den længde de skal have, og om de sidder, hvor de skal. Spidsen på et indsnit skal helst ramme et sted, hvor der er “en bule”. For eksempel ved skulderen, skal skulder indsnittet ramme, der hvor skulderen skyder mest ud.

Ved taljen foran, skal den øverste del af indsnitte ramme dit brystpunkt, og den nederste del af indsnittet, skal ramme hvor din mave fylder mest.

Det samme skal ske bagpå, hvor de øverste dele skal ramme et sted, hvor det “buler”. De nederste dele skal ende, hvor bagdelen giver dem lov.

Det er lidt svært at forklare på teskt, men de skal helt komplimentere kroppens former naturligt, så der ikke dannes “bobler” ved spidserne, fordi der ikke er noget til at fylde dem ud med.

Ærmet. Ærmet rettes til, hvis der er sket ændringer i ærmegabene, eller hvis den er for smal/bred. Du kan se hvordan jeg har ændret på Jannes model, og et andet eksempel herunder, hvor der knibes – tegning 3.

Det drejer sig i bund og grund om, at “fifle” med grundformen, indtil den sidder pænt og ordentligt på kroppen. Og det er enormt forskelligt, hvordan vi bærer os selv, så der kan rettes på utallige måder.

Herunder har jeg tegnet Jannes rettelser ind på en illustration, og ligeledes filmet, hvordan jeg gjorde.

Desværre larmede papiret mere end min stemme, men man kan for det meste høre hvad jeg siger. 😉

Jannes tilretninger

Vi har udvidet hals og nakket lidt, da det gik for tæt mod.

Vi har taget lidt ind i sidesømmen på bagstykekt, fordi den virkede for løs, og vi har udvidet ærmegab, for og bag, da de “gnavede” lidt.

Vi har forkortet indsnit foran, og forlænget indsnit på bagstykket, så de følger hendes former.

Vi har knebet ærmet lidt, og ændret kuppel, så den passer bedre til ærmegabet.


Her er også vist et par eksempler på, hvordan man kan rette lidt til, på en kjolegrundform, taget ud fra nogle hypotetiske kropsholdninger.

Tegning 1 – fjernelse af det gennemgående indsnit på forstykket

Det er muligt at fjerne det gennemgående indsnit på forstykket, hvis du vil have et mere “almindeligt” indsnit.

Klip ned i skulderindsnittet, indtil brystpunktet, og klip op fra bunden af indsnittet, indtil brystpunktet. Brystpunktet er nu et hængsel. Luk indsnittet, så hoften har den vidde, den skal have. Nyt indsnit tegnes, og sidesømmen rettes til. Bunden skal have samme bredde som hoftevidden, og sidesømmen skal bibeholde sin længde, så den stadig passer med bagstykket.

Tegning 2 – hvis man har en “hul” side bagved – fjern lidt af siden

Det hænder, at grundformen har for meget i siden bagpå, og krøller eller rynker en del. Det kan afhjælpes ved at knibe en del af bagstykket som vist her.

Ca 4-5 cm fra konstruktionslinjen ved ærmegabet, knibes der op til 2 cm væk, hele vejen ned til taljen. Fra taljen og til hoften er det et “indsnit”, så der skal klippes et snit i sidesømmen ved taljen, så den nederste del kan bøjes ind.

Klip ned i knibningen til hoftelinjen, og klip fra bunden, op til hoftelinjen, i en lodret linje. Hoften er nu et hængsel. Knib knibningen. Ret ærmegabet til. Mål hoften, og overfør det samme mål til bunden. Sidesømmen skal passe med forstykket.

Det er muligt at fjerne det gennemgående indsnit på forstykket, hvis du vil have et mere “almindeligt” indsnit.

Klip ned i skulderindsnittet, indtil brystpunktet, og klip op fra bunden af indsnittet, indtil brystpunktet. Brystpunktet er nu et hængsel. Luk indsnittet, så hoften har den vidde, den skal have. Nyt indsnit tegnes, og sidesømmen rettes til. Bunden skal have samme bredde som hoftevidden, og sidesømmen skal bibeholde sin længde, så den stadig passer med bagstykket.

Tegning 3 – Ærme tilretning, når der knibes i et ærmegab bagpå

Når du har knebet i et ærmegab, skal der rettes til i ærmet, således at de stadig passer sammen.

Hvis du har knebet 2 cm på bagstykket, ved ærmegabet, skal der ligeledes knibes 2 cm på ærmekuplen. Knib ned til albueindsnittets spids, og klip op i indsnittet, når du kniber ærmet. Indsnittet bliver nu lidt større.

Tegning 4 – tilretning af sidesømme

Hvis sidesømmen sidder for langt fremme, er der her vist, hvordan du kan flytte den lidt bagud. For eksempel ved fremskudt hofte.

OBS – Når du laver ændringer, kan det være en RIGTI GOD IDÉ at måle efter ved brystvidde, taljevidde og hoftevidde, for lige at tjekke, om målene stadig passer.

Tegning 5 – Stor mave og flad bag

(Det behøver ikke at være begge dele – men her er begge vist)

På forstykket, klippes ned, og op til hængsel ved brystpunktet.

På bagstykket, klippes op gennem konstruktionslinjen, hvor det lille indsnit er, og ud til ærmegabet.

Tegning 6 – stor mave, flad bag – fortsat

Forstykket spredes, den ønskede mængde – indtil du har sidesømmen ved sidesømmen. Der tegnes nyt indsnit – det må gerne være mindre end det originale, hvis der er behov for det, overskuddet kan fjernes i sidesøm eller bagpå. Hoften kan blive bredere foran – her 2 cm – fordi, vi kniber 2 cm ved hoften på bagstykket. Det lille indsnit er nu annulleret, og alt hvad der er overskydende, kan fjernes i sidesømmen. Eller, der kan tegnes et nyt lille indsnit – det er en vurderingssag.

Sidesømmen rettes til, hvor der er tages højde for at målene stemmer overens – der er blot mere på forstykket nu, end på bagstykket.

Bunden har samme bredde som hoften.

Tegning 7 – Svaj i ryggen

Hvis du oplever, at der er for meget stof, der rynker ved ryggen, hvor du har svaj, kan du knibe ved taljen. Her skal indsnittene rettes op efterfølgende. De tegnes fortsat op, ud fra de nederste indsnitsben. Hvis du synes de bliver for skæve, i forhold til midt baglinjen øverst, kan du godt gøre indsnittene lidt skæve.

(Pro-tip: Det er DIG der bestemmer, hvordan de skal sidde – så længe det giver et godt resultat, er der ikke et facit!)

Trådretningen følger midt bag på den nederste del af bagstykket.

Tegning 8 – Krum nakke/Rundet øvre ryg

Klip op, fra midt for, vandret ind til brystpunktet, og ud til hængsel, 1 cm over SB punktet i ærmegabet på forstykket. Klip ligeledes ned i skulderindsnittet, til hængsel, til brystpunktet. Vi skal knibe her, da der ofte er for meget stof, når man har en lidt rundet øvre ryg.

På bagstykket, klipper vi fra midt bag og ind til hængsel i ærmegabet, i en lodret, der rammer spidsen af skulderindsnittet. Klip ligeledes ned i indsnittet, hvor spidsen er et hængsel, OG fra nakkerundingen, ned til spidsen af indsnittet – også hængsel.

Tegning 8 – Krum nakke/Rundet øvre ryg – Fortsat

På forstykket knibes der ned, så det bliver kortere. For at midt for skal hængslet ved indsnittet lige slippe, og så tegner vi et nyt skulder indsnit. Indsnitsbenene rettes til, så de er lige lange.

På bagstykket, spreder vi ved midt bag. Ved at der er hængsel ved ærmegabet, og ved indsnitsspidsen, kommer der noget mer-vidde til indsnittet. Noget af dette, omkring 0,5-1 cm, kan komme ud i nakkerundingen, således at der er plads til den rundede nakke, og så det ikke strammer. Resten kommer ud i indsnittet, som nu er større.

Ny nakkerunding tegnes – og midt bag jævnes, så den er lige.

Det var nogle eksempler på tilretning

Tilretning går ud på, at manipulere med linjerne, så de følger kroppens former.

Hvis du har lavet en grundform, skulle målene gerne passe, så det handler om at du tager noget ét sted fra, og giver det til et andet sted – således at de linjer (sømme og indsnit), der kommer til at være der, sidder steder, der ser godt ud, og følger DINE former og linjer.

Der er ikke én rigtig måde at rette til på. Her var der et par eksempler på nogle få tilretninger – hvis du har specifikke problemer, der ikke kan løses, skriver du bare, og vi vil gøre vores bedste på at hjælpe.

Men jeg håber, at vi har inspireret dig til at springe ud i det – thi det er ikke så skræmmende, når man først kommer igang. Især fordi vi gemmer for originale konstruktion, så vi altid kan vende tilbage til den, ikke også? 😉

Hvis du har spørgsmål, feedback eller kommentarer – ris og ros, så er du hjertens velkommen til at skrive til os på kontakt@synu.dk.

Vi håber du har lært en masse her, og er endt ud med en god kjolegrundform, hvor du kan lave ALVERDENS modeller ud fra! 🙂

❤ Parnuuna & Sy Nu Teamet.


BONUS stuffs

Webinar om kjoler ud fra kjolegrundformen

Her kan du se optagelsen af klassens time fra d. 26. juni 2018, hvor der blev gennemgået kjoler ud fra kjolegrundformen. Klassens time, er live streamet undervisning for medlemmerne af All Inclusive. Der bliver forklaret i kvartmål, så du kan downloade og printe kvartmålene her:

Kvartmålene gør det lettere at lege med konstruktion, og prøve forskellige ting af, uden at bruge enorme mængder af mønsterpapir. Så får man også en god fornemmelse af, om en given konstruktion vil fungere. Jeg vil varmt anbefale at bruge det meget i starten, og prøve en masse ting af.

God fornøjelse Hvis du har spørgsmål, så skriv endelig en kommentar. ❤ Parnuuna


Webinar om lidt forskellige kraver

Herunder kan du se optagelsen af Klassens Time fra 30. November 2017, hvor vi arbejde med forskellige kraver.

Links til printbare kvartmål, så du kan klippe/klistre med:

Kvartmålslineal
Blusegrundform i kvartmål (en simplere form for konstruktion)

Samt link til printbar PDF fil, der kan printes, med de illustrationer, der bliver lavet i timen.

Lidt om Kraver.PDF

Spol frem og tilbage til de ting, du er interesseret i. Herunder står minuttalene for hvert emne.

  • 9:12 – Skjortekrave med stand
  • 25:47 – Kinakraver
  • 36:00 – Reverskrave
  • 1:06:10 – Sjalskrave

God fornøjelse. 🙂

❤ Parnuuna


Det var kjolegrundformen. Jeg håber det er forståeligt. Ellers, så kom og hæng ud i gruppen på facebook og stil spørgsmål. 🙂

Hvis du har fået blod på tanden med det her konstruktions halløj, så brug søge funktionen her på siden eller menuen, og kig på konstruktioner. 🙂 Du kan lave så uendeligt mange ting ud fra kjolegrundformen. 🙂

❤ Parnuuna

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.