syning for begynder

Syning for begyndere – kursus

Her vil du lære at sy 2 forskellige bluser. En i jersey og en i fast stof. Når du har været igennem dem, har du en god fornemmelse af de forskellige teknikker, der skal til for at sy forskellige bluser. 🙂

Rigtig god fornøjelse.

Denne bundle er taget fra mit gamle kursus “Syning for Begyndere”, der var på kurser.synu.dk. Så der bliver nævnt moduler og lektioner, hvilket der ikke er her. Men det er i den rækkefølge det skal være. 🙂

Har du brug for hjælp til at komme gang med at sy, og vil du gerne have lidt basis teknikker på plads. Så er dette kursus i syning for begyndere lavet til dig.

Her vil du lære de helt basale ting til at kunne sy. Vi kommer til at snakke lidt værktøjer, maskiner og materialer. Så du får lidt kendskab til disse.

Derefter vil vi tage fat i at sy en enkel bluse i strækstof samt en skjorte i fast stof. På den måde får du lidt teknikker under fingrene, og vil derefter kunne sy rigtig mange ting.

Jeg vil gå ud fra disse to mønstre, som du kan hente gratis:


Syning af Bluser – Grundlæggende syteknikker 1-5

Værktøjer, Symaskinen, Materialer og Symønstre

Introduktion til Grundlæggende Syteknikker


Værktøj til når du skal sy

Når vi skal sy, har vi også en form for værktøjskasse. Her gennemgåes de vigtigste værktøjer, der hører til syningens univers, så du kan blive kendt med dem.

Knappenåle

Knappenåle er vigtige at have, når man skal sy ting sammen. Det er en smagssag, hvilke slags knappenåle du vil kunne lide at bruge, for der er nemlig forskellige slags.

Symaskinenåle

Der findes flere forskellige symaskinenåle, der kan bruges til forskellige projekter og materialer. De er ens i kolben, dvs. at de passer til stort set alle symaskiner, der hvor de skal sættes op. Dem vi skal bruge i dette kursus er Universalnåle, Jerseynåle og en tvillingenål.

Synåle

Synåle kan blive nødvendige, når man for eksempel skal sy oplægninger i hånden, eller lukke noget foer af. Eller hvis du skal sy noget, der helst ikke må blive synligt.

Tråd

Der findes flere forskellige slags tråd til forskellige formål. Generelt for dem alle, er at de også findes i forskellige kvaliteter. Og hvis jeg må anbefale noget på det kraftigste, er det at du endelig ikke må spare på kvaliteten. Køb hellere lidt dyrere tråd, så du er sikker på at det er godt. Det gælder generelt al værktøjet til din syning. Jeg bruger amann sytråd til mine projekter.

Sakse og andre klippe og skæreredskaber

Når du skal klippe i stof, er det vigtigt at have en god skarp saks. Når du først har fået købt dig en stofsaks, så sørg endelig for at den ikke bliver brugt til andet, da det vil kunne gøre den sløv og træls meget hurtigt. Det er især vigtigt, hvis du skal klippe i finere og mere levende stoffer – så undgår du at rive dig selv i håret af frustration. 😉 Andre klipperedskaber kan være en zigzag saks, der kan bruges til sømrumme, så de ikke trevler (så meget). Rigtig smart, hvis ikke du har en overlocker. Det kan også være rart at have en lille trådsaks til at ligge ved siden af din maskine, når du syer, til lige at klippe tråde af. En sidste ting er en rulleskærer. Den er dejlig, hvis du arbejder med levende stof, som for eksempel satin eller foerstoffer. Så kan du lægge stoffet fladt, og så bare skære mønsterdele ud, uden at skulle løfte stoffet. Super smart!

Andre redskaber, der kan være nyttige

Andre nyttige redskaber er: Kridt, målebånd og opsprætter som de vigtigste. Herefter er der karbonpapir samt en sporer, sømometer, og en rolovender. Der er mange ting, man kan samle sammen i løbet af sin sykarriere, men disse er de vigtigste.


Symaskinen og Strygejernet

Når vi syer tøj (og andre ting), bruger vi ofte en symaskine. Så du får her en hurtig gennemgang af symaskinen og de sting vi kommer til at bruge her i kurset. Det er også vigtigt med presning, hvis du gerne vil have et flot resultat.

Symaskinen – En hurtig gennemgang

En hurtig gennemgang af symaskinen. Hvilke indstillinger, der bruges, når du skal sy til helt almindeligt husbehov.

Sting – De mest anvendte sting i syning

De mest anvendte sting er ligeud sting og zigzag sting. Ligeudsting – standarden er 2,5 mm i stinglængde, når du skal sy ting sammen. 3-3,5 når du skal lave synlige stikninger. Der findes også lidt forskellige stræksømme, som man kan bruge, når man skal sy i strækstof.

Sting – De mindre anvendte, men evt. nyttige sting

Andre sting, du kan bruge, når du skal sy til helt almindeligt husbehov. Overlocksting kan bruges, hvis du syer i stof, der trevler en del. Så syes der udover kanten i sømrummet, så trevletrådene holdes på plads. Mange symaskiner har overlock-trykfødder der hører til. Hvis ikke du har, kan du også sagtens bruge din almindelige trykfod. Knaphuller skal man nogle gange lave, og det kommer vi også til, når vi skal sy en skjorte. Her viser jeg dig, hvordan man syer et knaphul på en pfaff Expression 2.0. Det er lidt forskelligt hvordan man gør, fra maskine til maskine, men princippet er det samme. Derudover er der pyntesting. Og det er igen forskelligt hvilke maskiner der har hvad. Men det er utrolig sjældent man bruger dem, med mindre man quilter eller applikerer en del. Jeg bruger dem sjældent i hvert fald. 😉

Strygejernet og dens venner

Når du gerne vil sy flot, er super duper vigtigt at have et strygejern. Et strygejern giver lige det sidste finish, der gør at det hele ser mere professionelt og færdigt ud. De mange første år jeg syede, brugte jeg ikke strygejern, men kan overhovedet ikke undvære det nu, fordi at det ser SÅ meget bedre ud, når man presser sømmene. Her viser jeg et par af de presseredskaber jeg har, som kan være rigtig rare at have, når man syer tøj. Et almindeligt strygebræt, et ærmestrygebræt, en pressekant og en pressehest. De er svære at undvære, når man først er begyndt at bruge dem, men de er ikke nødvendige, når man først går igang med at sy. Bare sørg for at du har et strygejern – og gerne et med damp. 🙂


Lidt om Stof

Stof er ikke bare stof. Der findes så mange forskellige typer stof til alle mulige forskellige projekter, og det kan være svært at finde de rigtige materialer, hvis ikke man er vant til at sy. Jeg vil ikke gennemgå hver slags stof, men vise dig generelle ting man skal tage højde for, når man har med stof at gøre. Hvis du har brug for en guide i stofvalg, så ved jeg at Signe fra Skaberlyst har en ganske gennemgående ebog om emnet, som du gratis kan downloade, når du tilmelder dig hendes nyhedsbrev på hendes hjemmeside: Skaberlyst.dk

Forskellige udtryk, der bliver brugt om stof

Ret og vrangside, eller den “rigtige og forkerte” side. Ægkant – kanten, der er langs med stoffet, som oftest er tættere vævet. Trådretning – parallelt med ægkanten. Skråretning – 45 grader på trådretningen. Relevant hvis du vil lave skråbånd, eller vil lave kjoler eller nederdele på skrå af stoffet.

Strækprocent i jersey

Hvis du gerne vil have en tætsiddende bluse i strækstof, kan man med fordel trække strækprocenten af stoffet fra mønstrets mål. I ovenstående video kan du se hvordan man regner strækprocenten ud. Og som du kan se, er det lidt en vurderingssag. 😉

Mønstret og stribet stof

Når du gerne vil have noget tøj i striber, tern eller symmetriske mønstre, er det en god idé at sørge for at stoffet ligger som det skal, før du begynder at klippe i det. På den måde bliver det endelige resultat tusinde gange bedre end hvis ikke du forbereder det.

Når du kommer hjem med nyt stof

Forbered dit stof, når du kommer hjem. Vask det og damp det, hvis det er bomuld eller hør eller andre naturvarer. Det kan nemlig krympe. Generelt behandl det, som du ville det færdige stykke tøj. Så undgår du overraskelser. 😉


Lidt om Symønstre

Når vi gerne vil sy køber vi som regel symønstre. Det er i hvert fald den letteste måde at komme omkring det på. Her er der, ligesom stof, nogle ting man lige skal have i tankerne, når man køber og bruger mønstre.

Trådretninger, sømrum og samlemærker

Der er nogle elementer, du skal være opmærksom på, når du bruger et symønster. Det er trådretningen, som der som regel er indikeret ved en streg med en pil på. Denne skal ligge parallelt med ægkanten, når du lægger mønstret på stoffet. Det kan også være midt for eller midt bag linjen, som skal ligge til fold på stoffet. Så er der samlemærker, du skal være opmærksom på. Disse gør det mange gange lettere at sy stykkerne sammen, når de er klippet ud, hvis du har husket at markere dem. Til sidst er der sømrum. I de fleste europæiske symønstre er der ikke inkluderet sømrum med i symønstrene, så dem skal man selv tegne på. Du kan vælge at tegne dem på papiret, eller på stoffet.

Tjek dine mål – så kan du rette lidt i mønstret

Herover kan du se, hvordan du kan tage de enkleste mål til når du skal tilrette et købt symønster. Start med at binde en snor eller et stykke garn rundt om din talje. Så har du et referencepunkt. Mål, der skal tages er: Brystvidde, taljevidde, hoftevidde og ryglængde.

Størrelse – hvis jeg er flere størrelser

Når du har taget din mål – og hvis du finder ud af, at du ikke kun er én størrelse. Så kan man rette et symønster til. Du må nemlig gerne springe en smule fra størrelse til størrelse ved sidesømmen. Du skal bare være opmærksom på at for- og bagstykke passer sammen, når du er færdig.

Taljens højde tilretning

Det er heller ikke altid at taljen på et købt mønster sidder dér, hvor din talje sidder. Så den kan også rettes til. Der tager du din målte ryglængde, og ser om det passer med dit symønsters ryglængde. Dvs. fra “toppen” af mønstret og lodret ned til taljen. Hvis ikke det passer, kan du rette det enten opad eller nedad. Så mønstret i sidste ende kommer til at sidde helt rigtigt.


Introduktion til Syning i Strækstof


Syning i jersey – Forberedelse

Før vi går i gang med at sy, skal vi have fundet et mønster, og klargjort stoffet. Til at starte med skal du lige downloade Trine T-shirten, thi det er den vi går ud fra. Hvis du har et andet mønster du hellere vil bruge, kan du også det.

Forbered dit stof

Hvis du bruger bomuldsjersey eller anden natur materiale, vil jeg anbefale at du vasker det først, som du ville vaske det færdige tøj. Du kan eventuelt forhøre dig hos stofforretningen hvor meget stoffet krymper, når du køber det. Hvis ikke du vil vaske det først, vil jeg anbefale at du i hvert fald lige damper det igennem med et dampstrygejern, så fibrene kan sætte sig.

Tjek strækprocenten

Vi tjekker lige strækprocenten i stoffet INDEN vi klipper mønsterdelene ud. Så kan vi nemlig sørge for at vi kommer til at sy den rigtige størrelse i netop det stof.

Udkopier dit mønster

Vi skal lige tegne mønstret af. Før du gør det, er det en god idé at tjekke strækprocenten inden, så du er helt obs på hvilken størrelse, du skal gå efter.

For- og bagstykke på stoffet

Når du køber mønstre, står der som regel hvor meget stof du skal købe til projektet. Og der er som regel nok til at kunne lægge mønsterdelene på ret spredt. Det du skal være opmærksom på, er om stoffet har mønstre eller striber samt trådretning på stoffet.

Sømrum

Jeg kan godt lide at der er lidt mere sømrum (1,5 cm) ved de lodrette linjer, da man vil kunne tage lidt ud (eller ind), hvis tøjet ikke sidder heeeelt som det skal. 🙂

Klip for og bagstykke ud

Tegn sømrum på med kridt, før du klipper stoffet ud. Klip små snip ved samlemærkerne.

Ærme lægges på stoffet og klippes ud

Stoffet skal lige foldes lidt anderledes, end ved for- og bagstykket. Der skal tegnes sømrum og samlemærker – og så skal det klippes ud. Nøjagtig som ved for- og bagstykkerne.

Indlægsstof eller Vlieseline

Der findes en del forskellige slags indlægsstoffer, som også kaldes vlieseline. Vlieseline er egentlig “mærkevarer” inden for indlægsstoffer. Der fåes indlægsstof fra andre mærker også. (Læs evt. mere om vlieseline her(engelsk): http://www.vlieseline.com/Top/About Dét, som indlægsstof gør, er at stabilisere eller afstive stoffet. Der findes også volume-indlægsstof, som kan bruges til at give ting volumen. Men det som vi skal bruge indlægsstof til, til dette projekt, er blot til at stabilisere stoffet. Så det behøver ikke at være stift, eller særlig kraftigt.


Syning i jersey – Sidesøm og skuldersøm

Når du skal sy en helt simpel t-shirt med påsatte ærmer, er det letteste at starte med sidesøm og skuldersøm.

Hvis du vil sy en bluse (eller kjole) med raglanærmer, syer man både for- og bagstykke på ærmerne, før man syer sidesømmene. Dette kan også gøres med almindeligt påsatte ærmer – det vil man kalde “industri-metoden” thi det går hurtigere. 😉

Syning af sidesøm og skuldersøm

Her syer vi bare “lige op og ned” med en stræksøm. Du vælger selv, hvilken slags sting, du vil bruge. Jeg kan godt lide at sy hurtigt, så jeg bruger som regel en smal zigzag, da den ikke skal så meget frem og tilbage. 😉

Syning af skuldersøm med forstærkning

Jersey giver sig. Derfor er det smart at sy lidt forstærkning i skuldersømmen, så ærmerne ikke “trækker” skuldrene ned, og får det til at se ud som om de hænger. Dette gøres ved stof, der giver sig meget, og ved skuldre der er bredere end 3 cm (ca).


Syning i jersey – Ærmer

Her kan du se, hvordan det er lettest at sy påsatte ærmer i en bluse (eller kjole… eller jakke.. ;P)

Sidesømmen i ærmerne

Vi starter ud med at markere hvilken side af kuplen, der skal syes sammen med forstykket. Og så kan vi samle sidesømmene på ærmerne.

Rynketråd i kuplen

Rynketråd i kuplen kan gøre det en smule lettere at sætte ærmet i. Sy en stikning med den længste stinglængde, 5-8 cm fra sidesømmen ved kuplen, og stop 5-8 cm fra sidesømmen. Så kan du hive i den ene tråd, og rynke stoffet lidt, så ærmet er lettere at sætte i.

Sy ærmet på blusen

Det er lettest hvis du nåler ærmet fast fra ærmesiden, så når du skal til at sy, så “kigger du ind i ærmet” imens. Sy med 1 cm sømrum, og sørg for at stoffet ligger fast, når du syer, og bare tag dig god tid.


Syning i jersey – Halsudskæring

Der er flere måder at afslutte en halsudskæring med. Ved Trine T-shirten er der en belægning, og den vil jeg starte med at vise herunder. Og så vil jeg vise hvordan du kan sy en ribkant i halsudskæringen også.

Belægning i Trine T-shirten

En belægning er en lille kopi af halsudskæringen, der skal syes på ret mod ret, og så vendes om på vrangsiden. På den måde kan du få et dejligt simpelt udtryk.

Du starter med at sy skuldersømmene, og så syer du belægningen på blusen, ret mod ret.
Sømrummet trimmes ned, og der klippes hak hvor det buer (i sømrummet). Her skal vi passe på ikke at klippe i selve syningen.

Så skal der syes en støttestikning, så belægningen holder sig selv på plads, og ikke popper frem, når den er blevet strøget på plads.

Hvis man vil, kan man efterfølgende lave en synlig stikning, der holder belægningen definitivt på plads.

Rib i halsudskæringen

Hvis du gerne vil lave en helt almindelig ribkant, kan du også det. Så skal vil lige finde ud af hvor bred en ribkant du vil have, og trække det fra den originale halskant.

Så klipper du en strimmel rib, der er så bred du vil have den (x 2 plus sømrum). Og længden på ribben skal være halsudskæringen MINUS 20-25%. I mit tilfælde var min halsudskæring 82 cm. Så min ribkant skulle være 65,6 (det var minus 20%). Ribkanten skal være mindre, fordi den giver sig meget – og hvis ikke man trækker noget fra, kommer den bare til at flane, når den er syet på halsudskæringen.

Du bruger sammensyningen i ribben som samlemærke til den ene skuldersøm, og måler dig frem til et samlemærke, der kan passe til den anden skulder ved at måle enten for- eller bagstykket. Og så trækker 20-25% fra. Lav et lille snip.

Du kan eventuelt også lave samlemærker midt for og midt bag.

Ribben skal lige foldes på langs, og stryges – så er den klar til at blive nålet på.

Der syes med 1 cm sømrum.


Syning i jersey – Oplægning og det sidste finish

Vi mangler kun oplægningen nu. Vi har klippet 2 cm til sømrum, så vi starter med at tage hen til vores strygejern.

Stryg oplægningen op

Der foldes 2 cm op, og stryges på plads. Sæt gerne et par nåle, så oplægningen bliver på plads til når vi skal til at sy.

Oplægning med tvillingenål

Når vi skal sy med en tvillingenål, skal der føres 2 tråde gennem maskinen. Det gør man som om, de kun var 1 tråd. En god idé kan dog være at de “drejer til hver sin side”, når du sætter dem på tråd-pindene. Så undgår man at de vikler sig for meget ind i hinanden mens man syer.

Ofte er der også 2 små kroge på symaskinen lige over nålen – så kan man putte én trås på hver side. Hvis ikke der er (som der ikke er på min maskine), kan man lade den ene tråd gå igennem krogen, og den anden kan man lade gå fri. Vi gør alt for at de ikke vikler sig sammen.

Når du skal sy, så syer du fra retsiden af.

Oplægning med almindelig (jersey) nål

Hvis ikke du har en tvillingenål, kan du sagtens lægge op i jersey alligevel. Du kan vælge ét af de stræksøm, som din maskine kan lave, som du synes er pænest. Og så syer du oplægningen med den.

Sidste hånd på værket

Pres din nye bluse, så den ser helt klar og færdig ud. Og så ER den klar og færdig! 🙂

Sådan syer du i jersey – sådan syer du en bluse i jersey.

Forhåbentligt har du fået lidt ud af videoerne. Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at klikke dig ind på facebook-gruppen. 


Introduktion til Syning i Fast Stof


Syning af skjorte i fast stof – Forberedelse

Når du skal sy i fast stof, er det vigtigt at forberede stoffet inden du syer i det. Især hvis vi snakker om bomuld, hør, viskose og andre naturvarer. Eftersom det er fast stof, kan det ikke give sig som jersey kan, og så er det bare rigtig ærgerligt, hvis det krymper til en størrelse du ikke kan passe efter flere timers arbejde. Du kan hente Janne Skjorte mønstret, så vi har en masse detaljer at lege med. Du kan sagtens vælge at bruge et af dine egne mønstre, hvis du hellere vil det. Hertil skal der bruges 10  små knapper.

Forberedelse

Lige som ved jersey, er det vigtigt at du forbereder stoffet inden du syer det. Læs din syvejledning igennem, og sørg for at du har alle materialer til dit projekt. Til denne skjorte skal vi også bruge noget vlieseline og nogle knapper. Hvis man har lyst, kan man også bruge tittebånd. Det viser jeg ikke her – men der er en syvejledning, hvis det skulle have interesse. 🙂

Læg mønsterdele på stoffet og tegn sømrum

Du lærte under jersey-syningen, hvordan du udkopierer mønsterdele – det gør du her, på fuldstændig samme måde. Her går vi så ud fra Janne skjorte mønstret og dens klippevejledning, når vi vil lægge mønsterdelene på stof. Her kan vi lege lidt med kontrastfarver i bærestykket, (og evt. kraven) og manchetterne.

Tegn sømrum på stoffet. På SyNu.dk mønstre står der skrevet hvor meget sømrum, du skal lægge til. Her gælder den generelle regel om 1,5 cm ved vertikale linjer, og 1 cm ved horisontale og buede linjer også ganske fint.

Klip stoffet ud

Klip mønsterdelene ud i stoffet, og lav små snip ved ALLE samlemærker. Jo mere komplekst et mønster er, jo vigtigere er det at have styr på hvad der passer til hvad. Og samlemærker er gode indikatorer, om sømmene passer sammen.

Det samme med kontraststoffet

Der skal selvfølgelig også tegnes og klippes mønsterdele på kontraststoffet, hvis du syer Janne skjorten. 🙂

Markeringer af indsnit m.m.

På nogle mønstre – som dette for eksempel – er der andre markeringer, man ikke kan lave små snip ved. Her kan vi tage vores karbonpapir og sporehjul frem. Det drejer sig om indsnit og midt for linjer.

Vlieseline/Indlægsstof

(Jeg er så vant til at kalde det vlieseline) Der klippes vlieseline ud til de stykker, der skal have vlieseline på. Og så stryges det på vrangsiden af stykkerne.


Syning af skjorte i fast stof – Indsnit og lommer

Når man skal sy lidt mere komplicerede ting, er det rart at have et overblik over rækkefølgen på forhånd. Så når vi har fået strøget vlieseline på det hele og lavet alle markeringerne, så kan lægge alle delene på et bord, og kontemplere hvilken rækkefølge vi skal sy i. 🙂

Overblik dannes

Vi vil gerne have et fuldt for- og bagstykke, som vi vil sy sammen.

Indsnit på forstykkerne

Der er et taljeindsnit, der går helt ned til bunden, der er ret bredt. Og der er et bryst indsnit, der går ud til sidesømmen.

Indsnittene syes med 2,5 mm stinglængde indtil ca 1,5-2 cm fra spidsen, hvor du ændrer din stinglængde til 1 mm, og syer helt ud over spidsen, så trådene danne nogle knuder.

Ved det store taljeindsnit, kan vi efterfølgende klippe og overlocke noget af sømrummet, da det eller kan komme til at rynke den færdige skjorte en hel del.

Vertikale indsnit presses mod midt for, og horisontale indsnit stryges opad.

Indsnit på bagstykkerne

Indsnittene på bagstykkerne ender ikke ud i en søm, så derfor skal de lige syes på en lidt anden måde. Vi starter inde midt i indsnittet, og syer ud mod en af spidserne, for derefter at starte i midt, og sy mod den anden spids.

Disse vertikale indsnit presses mod midt bag.

Lommer

Janne skjorten har en 2-delt lomme. Dvs at der er et lille stykker, der foldes og syes på øverst på lommen.

Vi fik lavet markeringer i sidste lektion, så når lommerne er presset i sømrummene, placeres de på forstykkerne ud fra dem, og syes på ca 1-2 mm fra kanten.


Syning af skjorte i fast stof – Bærestykke og sidesøm

Vi skal have samlet for- og bagstykket. Men først skal vi have syet bærestykkerne på.

Bærestykkerne syes på

Bærestykkerne til Janne skjorten er formet i en spids, så det er en lille ekstra udfordring at sy dem.

De nåles på i kanterne, og der klippes et hak i selve blusens spids – hvorefter bærestykket kan nåles på hele vejes. Du syer fra blusens side af, så du kan se om du får syet igennem blusens stof lige ved hakket.

Hvis du arbejder med meget stift stof, kan du med fordel klippe et par hak i sømrummet på bærestykkerne. Så er de nemmere at få samlet med blusestykkerne.

Når bærestykkerne er syet på, kan du sy en topstikning, så sømrummet bliver holdt på plads, og det hele ser skønt ud.

Sidesøm

Sidesøm, midt bag-søm og skuldersøm skal syes og eventuelt overlockes. Ved midt bag sømmen skal overgangene mellem blusedelen og bærestyk-delene være helt præcist over hinanden.


Syning af skjorte i fast stof – Stolpe og krave

Før vi sætter ærmerne på, kan vi gøre for- og bagstykket færdigt ved at sy stolpen midt foran og ved at sy kraven på.

Stolpe

Stolpen på denne skjorte er egentlig bare noget ekstra stof, der skal stryges ind over sig selv.

Så der stryges først, og så syer vi stolpen ned, 1-2 mm fra folden på vrangsiden. Og hvis du har lyst, så laver du en stikning ved den anden fold helt ude ved kanten.

Kraven og standen syes

Det første, der skal syes ved kraven, er selve kraven. Kravedelene syes sammen ret mod ret. Så klipper vi sømrum ned, så det ikke ligger og fylder.

Vi stryger kraven med retsiden ud, og laver eventuelt en topstikning i kanten.

Derefter syes kraven ind mellem stand-delene, der også syes ret mid ret.

Kraven syes på skjorten

Standen lægges ret mod ret på halsudskæringen ved skjorten, og den ene stand-side nåles fast og syes på.

Så skal sømrummene presses ind i standen, og den anden stand-dels sømrum også. Der stikkes med en topstikning hele vejen rundt i standen, så ingen rå kanter er frie længere. 🙂


Syning af skjorte i fast stof – Ærmer med manchetter

Vi starter blødt ud med at sy slidsen – dette kan faktisk gøres på mange måder. Jeg viser dig lige hvordan du gør det, så det ser rigtig flot ud. 🙂 Min gamle lærerinde sagde med et smil “så længe det ser godt ud udenpå, såeh… “. Og det vil jeg da gerne stå inde for.

Men lad  os gøre det her ordentligt. 😉

Ærmeslids

Før vi syer manchetten på ærmet, skal vi lige have syet belægningen på slidsen, så den bliver fin.

Så vi klipper op i slidsen, og syer belægningen på ret mod ret. Derefter damper vi sømrummet ud mode belægningen, og folder belægningen ind over sig selv, så sømrummet bliver pakket ind i belægningen.

Til slut syer vi en lille stikning i belægningen i spidsen/toppen af slidsen på vrangsiden, så slidsen forbliver hvor den skal være.

Læg og Manchet

Vi lægger læggene sammen, og syer en stikning i sømrummet, så de bliver på plads. Så tjekker vi samlemærker på manchetten, og lægger den ene side af manchetten, ret mod ret, på ærmet, og syer den fast.

Så vendesyer vi enderne – dvs. at vi folder manchetten sammen på langs, ret mod ret, og lægger ærmet (det der er syet fast), ind i manchetten, og syer den korte side, og 4-5 cm af den lange side, hvor der allerede er en syning. Sømrummet klippes ned – vær forsigtig ved hjørnerne – og manchetten kan vendes med retsiden udad. På den måde skulle enderne være rigtig fine. (Denne metode bruges også ved linninger på bukser og nederdele. 😉 ).

Så skal alle sømrum presses ind i manchetten, og vi syer en stikning hele vejen rund, og lukker af.

Påsyning af ærme

Inden vi syer ærmet i ærmegabet på skjorten, skal vi lige sørge for at det er det rigtige ærme til den rigtige side. 😉

Vi starter med at sy en rynketråd i ærmekuplen – ca 2-3 cm fra samlemærke til samlemærke. Det gør vi med en stinglængde på 4-6 mm, og vi undlader at hæfte, så vi kan hive i den ene tråd.

Så nåles ærmet på – Ret mod Ret – ved hjælp af samlemærker.

Der er noget tilhold i ærmekuplen, hvilket betyder at kuplen er større end ærmegabet, så der skal “møfles” rundt med kuplen indtil du bliver tilfreds med fordelingen af stoffet. Tilholdet gør, at ærmet ser rigtig flot ud, når det er syet på. Og det er forskelligt hvor meget tilhold forskellige kvaliteter/stoffer kan klare.

(Ikke nævnt i videoen) Hvis det er helt slemt, og umuligt at få til at sidde uden at lave “lus” – så kan du klippe en lille smule af kuplen af, så den bliver lidt mindre (0,5-1 cm). Ikke for meget, for så kan ærmet komme til at trække sjovt ved kuplen.

Ærmet syes på, og tjekkes for lus. Hvis der er lus, kan du lige sprætte lidt op (lige ved lusen) og møfle rundt igen.

Ærmet overlockes eventuelt.


Syning af skjorte i fast stof – Oplægning

Hvis du har en bluse med meget buet bund, vil jeg anbefale kun at have 1 cm sømrum, og så overlock denne, og læg op. Eller også lave en belægning, der passer til. Hvis du har en meget lige bund, kan sy have 2-4 cm sømrum og folde det 2 gange, så sømrummet bliver skjult.

Oplægning af skjorte

Her overlocker vi først bunden, da sømrummet kommer til at være synligt på vrangsiden af skjorten. Så presser vi det flad, og lægger det op.

Oplægningen syes fra vrangsiden af, så vi kan se at vi får sømrummet syet fast.


Syning af skjorte i fast stof – Knapper og knaphuller

Jeg plejer altid at sy knaphullerne først, for så kan jeg nemmere placere knapperne præcist efterfølgende.

Placering af knaphullerne på stolpen

Du kan enten gå ud fra dit mønster, eller måle dig frem til dine knaphuller. Sæt nogle markører (evt. knappenåle), hvor du vil starte dit knaphul.

Knaphuller ved stolpen

Knaphullet ved standen syes vandret, og knaphullerne på selve stolpen syes lodret.

Knapperne placeres ved stolpen

Knapperne placeres på venstre forstykke ved at gå ud fra knaphullerne på højre forstykke.

Knapperne syes på stolpen

Du kan sy knapper i enten på maskine eller i hånden.

Der findes en “dims” til at sørge for at der kommer en hals ved knapperne, når du syer knapperne i på maskine. Den viser jeg hvordan du kan bruge. Hvis ikke du har den, kan du bruge en nål til at sørge for at der kommer en hals.

Symaskinen indstilles til en 4 mm bred zigzag (tjek lige med hullerne i knappen), og undertransportøren slåes fra. Så kan knappen syes i.

Du kan også sy knapper på i hånden. Der folder du stoffet, hvor du skal sy knappen i, sætter knappen på højkant, og syer den på. Der vikles tråd rundt om syningen, så en hals dannes efterfølgende.

Knap og knaphul ved manchetten

Der syes knaphul samt knap på manchetterne. Du kan enten måle dig frem til hvor de skal være, eller gå ud fra dit mønster. Der er som oftest markeringer, du kan bruge. 😉

Du kan nu sy! 😀

Sådan syer du en skjorte i fast stof.

Vi har været igennem en hel del teknikker, som du så kan tage med dig til alle de andre projekter du (forhåbentlig) komme til at sy.

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer, er du meget velkommen til at skrive en kommentar herunder, eller skrive i facebook-gruppen. 🙂

Jeg håber det har været lærerigt.

❤ Din underviser – Parnuuna – parnuuna.com

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.